Poul Melgaard
	100 år i grænselandets tjeneste
Hovedstadens Grænseforening 1879-1979
Den slesvigske Sten i Dyrehaven (rejst til minde om slesvigernes besøg den 30. juli 1861 og 5. september 1865) har inspireret maleren og grafikeren Svend Bonnevie-Dyssegård.

Forord

Hovedstadens Grænseforening (Sønderjysk Forening for København) – med rødder 100 år tilbage i tiden – fejrer i 1979 100-års jubilæet i bevidstheden om inden for givne rammer at have gjort sin del af vor nationale pligt over for Danskheden i grænselandet. Dette skrift skulle give et vist billede heraf.
Der er selvsagt ikke tale om noget historisk-videnskabeligt værk, men om en populær fremstilling, som i meget store og grove træk redegør for den af foreningen øvede gerning på baggrund af den i store, vel alt for store linjer – men med respekt for kendsgerningerne – skitserede udvikling i Nord- og Sydslesvig gennem de 100 år.
Kun få navne er fremdraget. Det er givetvis uretfærdigt. Men det ville være næsten uoverkommeligt, ja faktisk umuligt at nævne alle de hundredvis af kvinder og mænd, som har virket i foreningen gennem seklet.
Lad da til gengæld skriftet være tilegnet de utallige kvinder og mænd, der i foreningens styrelse, udvalg m.v. har øvet en ofte mangeårig, altid uselvisk indsats i grænselandets tjeneste – og de tusindvis af trofaste medlemmer og de mange fonds, legater, virksomheder og enkeltpersoner, som har gjort det muligt at løse mange og betydelige opgaver i grænselandet.
En særlig tak skal lyde til Fonden til Fædrelandets Vel, som med et smukt beløb har muliggjort udsendelsen af 100-års skriftet.

Styrelsen for
Hovedstadens Grænseforening.

Hovedtræk af Slesvigs skæbne

FRA HISTORIENS GRY hørte Slesvig til Danmark. Vor grænse var Ejderen, vort værn mod syd Danevirke.
Hertugdømmet Slesvigs skæbnesvangre sammenknytning med Hertugdømmet Holsten, saksisk indvandring og Holstens overvægt sammen med dynastiske forviklinger og stridigheder samt forfejlet dansk politik overhovedet førte i århundredernes løb til fortyskning af betydelige dele af Slesvig, først og fremmest de sydlige egne.
Prøjsen røvede med støtte af Østrig i 1864 Slesvig; og en systematisk, hårdhændet fortyskning satte ind over hele landsdelen.

Tilbagetoget fra Danevirke i februar 1864 var optakten til Danmarks militære nederlag på Dybbøl Banke (Gengivelse efter Niels Simonsens maleri på Frederiksborg Museet).

Alligevel holdt Danskheden i vidt omfang stand, særligt i den nordlige del, således at Nordslesvig efter Tysklands nederlag i første verdenskrig, i kraft af en folkeafstemning, kunne vende tilbage til Danmark i 1920.
Men Sydslesvig forblev uden for Danmarks gamle grænse både efter 1920 og efter Tysklands kapitulation i 1945.

DE 56 ÅR fra 1864 til Genforeningen i 1920 var tunge år for den trofaste danske befolkningsdel i Nordslesvig – og i endnu en uendelig årrække for danskerne i den øvrige del af Slesvig.
Ophævelsen af Prag-fredstraktatens § 5 og Köller-politikken karakteriserer med få ord vilkårene for dem, som ikke ville bøje sig for det tyske åg. Værst var det for de tusinder af sønderjyder, der i tyske uniformer i Første Verdenskrig måtte kæmpe for en sag, som ikke var deres – tværtimod. Omkring 6.000 af de henved 30.000 deltagende sønderjyske soldater, den overvejende del af dem danske, blev på de blodige slagmarker. Mange vendte hjem som invalider. Alle var de præget af krigens rædsler og gru.
Der var langt fra 1864 til 1920. Men sønderjyderne var aldrig glemt i moderlandet. Vigtigst var det dog, at de danske sønderjyder selv med sejghed og stædighed – umiddelbart efter Danmarks nederlag på Dybbøl Banke i 1864 og erobringen fra moderlandet indstillede sig på at kæmpe for at bevare deres Danskhed. Sprogforeningen, Vælgerforeningen, Skoleforeningen og flittig brug af »den blå sangbog« er nogle af vidnesbyrdene herom.
Et af de danske sønderjyders problemer var rejse eller blive? Rejse for at undgå den forhadte tyske værnepligt eller blive for at bevare retten til hjemstavnen. Store dele af de danske sønderjyder havde som optanter (ved valg af statsborgerskab) bekendt deres danske sindelag. Resultatet var forfølgelse og chikane fra tysk side.
Mange flyttede eller flygtede til Danmark. Endnu flere udvandrede til USA. Af den dansksindede befolkning på omkring 150.000 udvandrede ca. 55.000 i årene 1867-1900! De tilbageværende klyngede sig til håbet om en genforening med Danmark, som § 5 i Prag-fredstraktaten af 23. august 1866 mellem Prøjsen og Østrig syntes at åbne en vis udsigt til. l § 5 afstod Østrig sin medejendomsret til hertugdømmerne, »dog saaledes, at Befolkningerne i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaas til Danmark, naar de ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenede med Danmark«. Ved en traktat mellem Østrig og Tyskland den 11. oktober 1878 blev § 5 imidlertid slettet. Denne énsidige ophævelse offentliggjordes forøvrigt først den 4. februar 1879! Også dette betragtedes som en hån... og i sønderjydernes bevidsthed og nationale kamp fastholdtes § 5 frem i tiden.
– Så at sige samtidig med offentliggørelsen den 4. februar 1879 af ophævelsen af § 5 lagdes grunden til den forening, som nu bærer navnet Hovedstadens Grænseforening med undertitlen: Sønderjysk Forening for København.

Fra 1879 til Genforeningen

DET VAR Nordslesvigere i København, der lagde grunden til foreningen.
I et skrift fra 1948 oplyser skolebestyrer, cand. mag. H. T. Physant, at nordslesvigere i København i 1879 dannede en Sønderjysk Forening, som foruden at virke selskabeligt og filantropisk også ville arbejde på at vække og vedligeholde kærligheden til den sønderjyske sag i det øvrige folk.
Forhistorien var, at inspektør Juhl, detailhandler Kristensen og restauratør Simon i »Nationaltidende« for tirsdag den 21. januar 1879 i en annonce rettede følgende »Opraab til Slesvigere«: »Undertegnede, der ere traadte sammen for at danne en Forening af Slesvigere, indbyder enhver saadan til en Sammenkomst Søndag den 26. januar Kl. 8 Aften i Hr. Restauratør Simons Lokale, St. Kjøbmagergade 18, 2. sal.« Og i en ny annonce den 28. februar 1879, opfordredes »de Slesvigere, som den 2. Februar var forsamlet i Restauranten Simon, til atter at give Møde paa samme Sted Søndag den 2. Marts Kl. 9.«
Oprindelig var der altså tale om en forening af sønderjyder i hovedstaden. Dette gjaldt også – i det mindste i første omgang – den del af foreningen, som fortsatte i Sønderjydsk Centralforening. Senere fik såvel denne som sønderjyske foreninger ud over landet også tilslutning fra alle kredse af danske.

Foreningen spaltes – og midtsamler
Under provisorietidens stærke indrepolitiske strid skete der i 1887 en spaltning af Sønderjydsk Forening i Sønderjydsk selskabelig Forening og Sønderjydsk Centralforening, hvis formål var »dels at samle alle Sønderjyder udenfor Sønderjylland til gjensidig saavel aandelig som materiel Bistand, dels at virke saa varmt som muligt for den sønderjydske Sag inden for Lovlighedens Grænser«.
l en skrivelse om medlemshvervning fra maj 1888 oplyses det, at der »i Fjor her i København stiftedes, udgaaet fra Sønderjydsk Forening, en saakaldt Sønderjydsk Centralforening, som har samlet en del medlemmer rundt om i landet.« I skrivelsen efterspørges adresser »paa paalidelige Sønderjyder eller Folk, der have opholdt sig mindst 10 Aar i eller ere Konfirmerede i Sønderjylland, hvilke ogsaa ere medlemsberettigede, baade Mænd og Kvinder, hvorsomhelst saadanne findes udenfor Sønderjylland.«
I en skrivelse af maj 1889 hedder det: »Efter at den her i Kjøbenhavn i 10 Aar bestaaende sønderjyske Forening til bedre Fremme af Formaalet er smeltet sammen med den for to Aar siden oprettede Sønderjydske Centralforening ... «
Sønderjydsk Centralforening fik aflæggere rundt om i landet, og andre var »dannede mere eller mindre« efter tilskyndelse fra SC. Ved et møde i Odense i 1889 sammensluttedes 13 af de sønderjyske foreninger i De samvirkende sønderjydske Foreninger, – der udover sociale foreningsopgaver (at støtte trængende sønderjyder og udbrede kendskab til Sønderjylland) – satte sig til formål »at støtte enhver lovlig Bestræbelse for Vedligeholdelse af Danskheden i Sønderjylland«.

Tandlæge Axel Carstens – i en menneskealder en fremtrædende leder i det sønderjyske organisationsarbejde.

Initiativtageren til »De samvirkende« – og formand fra stiftelsen i 1889 og til ophævelsen i 1920 var tandlæge Axel Carstens, der tillige var formand for Sønderjydsk Centralforening 1888-98 og 1902-1904 samt medlem af styrelsen for Sønderjydsk Forening for København og Omegn 1909-1918.

Atter spaltning

Generalkonsul, grosserer Waldemar Hanssen – formand 1908-1913.

Den skarpe strid om forsvarssagen i 1900-tallets første decennium skabte et sådant modsætningsforhold mellem De samvirkende sønderjydske Foreninger og Sønderjydsk Centralforening – og inden for selve Centralforeningen – at en række af CF's fremtrædende medlemmer af hensyn til forsvarssagen den 29. februar 1908 stiftede Sønderjydsk Forening for København og Omegn med generalkonsul Waldemar Hanssen som formand. Efter at SFfKO i 1909 blev tilsluttet DssF, indtrådte DssF-formanden, tandlæge Axel Carstens, også i styrelsen for SFfKO.
Medlemstallet i SFfKO var ved stiftelsen 84 – i 1912 1.015.
SFfKO fremstod altså som en videreførelse af en væsentlig del af det arbejde i hovedstaden, som var påbegyndt med stiftelsen af Sønderjydsk Forening i 1879.

Fra tys-tys-politik mod Genforeningen
Arbejdet i de sønderjyske foreninger var til et godt stykke ind i 1900-tallet præget af tys-tys-politikken af frygt for det stormægtige Tyskland. Således bærer De samvirkende sønderjydske Foreningers forenings- og bestyrelsesliste fra 1909 påtrykket: »Maa behandles med den yderste Forsigtighed ligeoverfor Offentligheden!«
Efterhånden var der dog nogle, som satte sig ud over forsigtigpeter-indstillingen. l det mindste SFfKO udfoldede i årene op til den første verdenskrig et omfattende agitations- og oplysningsarbejde – arrangerede også festlige møder, koncerter og bazarer for at skaffe penge til arbejdet. Foreningen søgte ligeledes gennem valg af tillidsmænd i Københavns omegn og møder i Charlottenlund, Bagsværd, Glostrup, Farum, Lyngby, Sundby og Dragør at hverve medlemmer. Denne indsats, gav imidlertid for få medlemmer, så virksomheden i omegnen blev efterhånden opgivet. Efter Genforeningen oprettedes i øvrigt en række omegnsforeninger, og i 1926 slettedes derfor »og Omegn« i foreningsnavnet.
I årene frem til Første Verdenskrig stod de fleste kendte sønderjyder på foreningens talerstol, og ved koncerter o. lign. medvirkede en række af datidens ypperste kunstnere. Damekomiteer medvirkede energisk i foreningsarbejdet, bl.a. med pengeindsamling m.v.
En under den første verdenskrig af en kreds af gymnasiaster i København stiftet sønderjysk ungdomsforening: »Højskamling« fik en påskønnet støtte af SFfKO.
I krigstiden holdtes kun få møder i SFfKO. Til gengæld tog man sig bl.a. af mad- og tøjpakker til sønderjyske krigsfanger, og i sommeren 1918, da en afslutning på krigen kunne Øjnes, blev der livligt røre i foreningens styrelse og medlemskreds.
Foreningen deltog således bl.a. i et protestmøde mod tysk litterær propaganda i København, var med til at udsende en modadresse mod H. V. Clausens og Edvard Mackeprangs adresse om Genforeningen og ydede bidrag til trykning og distribution af en henvendelse til præsident Woodrow Wilson om Sønderjyllands tilbagegivelse til Danmark. Ligeledes deltog talrige af medlemmerne i de to store folketog til Amalienborg.
Af aktiviteter fra hine år kan bl.a. også nævnes hjælp til flygtede sønderjyske krigsfanger, møder om 2. og 3. zone og henvendelser til den engelske og den franske regering om rømning af 3. zone.

Kaptajn C. G. Schack – formand 1913-1917.

Oberstløjtnant Chr. Lund – formand 1917-1919.

Generalkonsul Waldemar Hanssen var i 1913 blevet efterfulgt på formandsposten af kaptajn, fhv. folketingsmand C. G. Schack, som i 1917 afløstes af oberstløjtnant Jacob Chr. Lund, der var formand til 1919.

Medstifter af Grænseforeningen
I efteråret 1918 tørnede SFfKO sammen med ledelsen af DssF, som man fandt for lidet aktiv i Genforeningsspørgsmålet. SFfKO tog derfor initiativet til et møde uden om »De samvirkende«, og på et møde i februar 1919 vedtog repræsentanter for sønderjyske organisationer fra forskellige dele af landet en resolution med ønske om, at alle sønderjyske organisationer snarest samledes i et kraftigt og målbevidst arbejde i det sønderjyske spørgsmål.
Utilfredsheden med »De samvirkende« førte til, at SFFKO i høj grad var medvirkende til ophævelsen af denne organisation i oktober 1920. Kort efter stiftedes Sønderjydske Foreningers Fællesraad.
Senere var SFfKO med til at stifte Den danske Grænseforening, som i februar 1921 sammensluttedes med Fællesrådet til Grænseforeningen, Sønderjydske Foreningers Fællesraad. SFfKO's formand, dr. med. Vald. J. Harsløf var hovedmanden, da Grænseforeningen blev stiftet.

Efter Nordslesvigs genforening

SÅ KOM DEN TID, vi længtes mod! Genforeningen i 1920 var en lykkelig kendsgerning. Kong Christian X's ridt ind i den genvundne del af Slesvig var beseglingen herpå.
Forud gik forbitrede politiske og personlige stridigheder. Uenigheden om indlemmelse af en større eller mindre del af Slesvig skar dybt og bittert ind mellem partier og landsmænd både nord og syd for Kongeåen. Særlig hård var striden om Flensborg og de omliggende sogne. l mange familier gik drastiske skillelinjer om det nationale tilhørsforhold.
Trods tysk pres og misbrug adskillige steder resulterede afstemningen den 10. februar 1920 i, at nordslesvigerne stemte sig hjem med tre fjerdedeles flertal i 1 . zone.
I 2. zone faldt omkring 20 pct. af stemmerne for Danmark. I 3. zone blev der aldrig afstemning.
En fattig trøst for de tilbageblevne, trofaste danskere i Sydslesvig var statsminister-ordene fra Dybbøl Banke: I skal ikke blive glemt! Men de forpligtende ord blev holdt – og holdes!

I Hagekorsets skygge
Hårdt blev det tyske tryk på de dansksindede i Sydslesvig, som ikke kom hjem til moderlandet. Dyrt og farligt var det at vise dansk sindelag. Nogle af følgerne var økonomisk pres, arbejdsløshed, nægtelse af sociale rettigheder, forflytning af embedsmænd til syd for Ejderen o.s.v. o.s.v.
Men gennem 1920-grænsen rykkede sydslesvigerne – trods alt – Danmark nærmere. I modsætning til pikkelhuen, prøjserånden og senere Hagekorset så sydslesvigerne, hvad frimandskår og folkestyre betød nord for Skelbækken ... grænsen mellem to livsholdninger. Dette var da også én af forudsætningerne for det vældige opbrud i Sydslesvig i 1945.

1920-grænsen holdt
Festdagene i Nordslesvig ebbede hurtigt ud. Der fulgte mange trange og vanskelige tider. For det var en fattig og udpint landsdel, som vendte hjem.
Omstillingen til et andet økonomiområde var naturligvis særdeles problemfyldt. Det samme gjaldt de nye administrative og sociale forhold, skoler o.s.v. Og landbruget skulle omlægges fra ekstensiv til intensiv drift – tilmed i en af landbrugskriser og kreditvanskeligheder præget tid. Politiske fantaster fik god grobund.
Lidt efter lidt kom der dog skik på tingene. Det gamle land ydede, naturligvis, vidtstrakt støtte, bl.a. med jordfordeling, grundforbedring, særlige hjælpe- og kriselove m.v.
Efterhånden voksede også industrien frem. Alligevel var de private investeringer i Nordslesvig beskedne i de efter Genforeningen følgende 25 år. For ikke mindst efter Nazismens magtovertagelse i Tyskland i 1933 næredes megen ængstelse for fremtiden.
Oprettelsen af og den stærke opslutning om Det unge Grænseværn var et lyspunkt i en urosvanger tid. Men lige til Tysklands kapitulation i 1945 lå Hagekorsets uhyggelige, skæbnesvangre skygge tungt over Nordslesvig. Og før og i besættelsesårene spillede væsentlige grupper af det tyske mindretal en provokatorisk rolle under parolen: »Heim ins Reich«.

Med Kong Christian X's ridt ind i den genvundne del af Slesvig den 10. juli 1920 – med en lille slesvigsk pige i favnen – opfyldtes delvis digterordene: »En røvet datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage...«

Men 1920-grænsen holdt. Vel også, fordi Hitiers målsigte var langt videre!

Trofastheden mod Danskheden
1920-grænsedragningen var en bitter skuffelse for de danske i Sydslesvig. Trofast holdt de dog i betydeligt tal fast ved Danskheden trods uhyre vanskeligheder. Et lille antal danske skoler kom i gang, og på forskellig vis skabtes samling om det danske arbejde. Værst var det vel, at danske sydslesvigere fortsat måtte aftjene værnepligt i den forhadte tyske uniform. Senere kom arbejdstjenesten, presset for at tvinge børn og unge ind i »Hitler-Jugend« o.s.v.... og sluttelig de tragiske krigsår, hvor tusindvis af danske sydslesvigere måtte kæmpe – og mange faldt – på Europas, Nordafrikas og Ruslands blodfyldte slagmarker og i den ubarmhjertige ubådskrig.
Det delte Slesvig fik – omend med forskellig tyngde og på forskellig vis – uendeligt vanskelige år ... også fra 1920 og mange år fremefter.

Over 9.000 medlemmer
SFfKO havde under og efter Første Verdenskrig et medlemstal på godt 1.000, men da Genforeningen var en realitet, begyndte medlemstallet at gå ned, idet – som H. T. Physant udtrykker det i sit 1948-skrift – mange herhjemme mente, at »nu var det sønderjydske Arbejde overflødigt, saa der ikke blev ny Tilgang i Forhold til »de gamle, som faldt«. I midten af 1920'erne var medlemstallet gået ned til under 900.
I februar 1919 var læge, dr. med. Vald. J. Harsløf blevet valgt til formand – en post, han bestred til sin død i 1943.

Dr. med. Vald. J. Harsløf – formand 1919-1943.

Sammen med andre sønderjyske foreninger i København holdtes møder og festlige sammenkomster, ligesom man samarbejdede om medlemsbladet »Sønderjylland«. Et godt billede af datidens vilkår i Sydslesvig giver et opråb fra en bazar-komité, SFfKO var med i i 1923, hvor 1 million mark kun var 3 øre værd! I opråbet hed det bl.a.: »De fortvivlede Forhold medfører en Nød, der rammer saa meget haardere, som et meget stort Antal af dem er Smaakaarsfolk, der under normale Forhold vilde slide haardt nok i det, men som nu næppe har Føde og Klæder, endmindre Brændsel at komme i Kakkelovnen ... «
I 1920'rnes sidste halvdel blussede jordkampen op i Nordslesvig på grund af bl.a. »Vogelgesang«'s opkøb af landbrugsejendomme til tyskere. Det danske modstød var oprettelsen af »Landeværnet«, hvorfra også Hovedstadens Grænseforening den dag i dag har aktiebreve. Det stærke nationale røre, jordkampen skabte, gav SFfKO anledning til en kraftig agitationskampagne, som i løbet af kort tid tidoblede medlemstallet til over 9.000! I det lange løb kunne dette medlemstal ikke opretholdes, men det lå i en del år dog omkring 6.000.
I hine år afholdtes en række hverve- og oplysningsmøder rundt om i hovedstaden, og i denne forbindelse oprettedes en tillidsmandsinstitution, som på et vist tidspunkt talte omkring 100 tillidsmænd og -kvinder. Studiekredse og dilletantforestillinger om nationale emner samt tøjindsamling til Sydslesvig indgik ligeledes i foreningsaktiviteterne. Ved stiftelsen af en særlig sønderjysk forening på Frederiksberg (nu Grænseforeningen for Frederiksberg) i efteråret 1937 mistede den københavnske forening noget af sit medlemsgrundlag.
I en del år havde SFfKO adgang til at benytte Grænseforeningens lokaler til sit virke, men behovet for et fast, selvstændigt kontor førte til, at man lige før Anden Verdenskrig etablerede kontor med egen leder i »Absalons Gaard« på Rådhuspladsen.
Af SFfKO-opgaver i Sydslesvig i tiden fra 1920 og op til Anden Verdenskrig kan bl.a. nævnes et større bidrag til oprettelsen af en dansk skole, Ansgar-skolen, og børnehave i Slesvig by i 1930, etablering i 1935 og lønning i nogle år af vandrelærervirksomhed i Ejdersted, fadderskab for 1. distrikt i Flensborg, finansiering af udgivelsen af et modskrift på tysk mod angreb på Claus Eskildsens »Dansk Grænselære«, støtte til den dansk-frisiske bevægelse og til uddannelse af unge danske sydslesvigere, som ville optage et nationalt arbejde dernede.
Hertil kommer støtte til oprettelsen af en dansk børnehave i Højer (i den truede firkant i Nordslesvig) samt besøg i hovedstaden af nordslesvigere fra egne, hvor tyskerne stod stærkt.
– Således var stillingen i Nordslesvig og i Sydslesvig – og for Sønderjydsk Forening for København – i meget store og grove træk, da Ragnarok brød løs med Anden Verdenskrig.

Borgmester Alfred Bindslev – formand 1943-1949.

Trods krig og besættelse
Under krigs- og besættelsesårene måtte SFfKO's arbejde naturligvis ændre karakter. Det kulturelle støttearbejde i Sydslesvig trådte i baggrunden, og kontakten blev sværere. I et vist omfang kunne pakker med mad og tøj dog stadig passere grænsen, selv om der nu skulle både tysk tilladelse og dansk eksportbevilling hertil.
Også det almindelige foreningsarbejde med møder, studiekredse m.v. var hæmmet af besættelsestidens vilkår. Bl.a. kunne sydslesvigske talere ikke komme til København. Mange af dem var i øvrigt indkaldt til den tyske »værnemagt«. Et par gange afholdtes dog bazarer, og bl.a. to sykredse strikkede sokker m.v. til indkaldte soldater, der ligeledes fra tid til anden fik tilsendt meget kærkommen og tiltrængt sæbe. Giro-indsamlinger blandt medlemmerne indbragte hver jul betydelige beløb.
Under bombardementet af Flensborg i maj 1943 ramtes den danske børnehave. To lærerinder og 15 børn omkom. SFfK sendte straks 1.000 kr. til de efterladte, og en indsamling, foreningen foretog, indbragte hurtigt yderligere 25.000 kr.
I begyndelsen af 1943 døde dr. Harsløf. Borgmester Alfred Bindslev valgtes derefter til formand.

Det store opbrud i Sydslesvig

TYSKLANDS uundgåelige kapitulation var omsider en kendsgerning. Uendelig mange byer var bombarderet i ruiner, millioner af tyskere hjemløse, mangfoldige på sultegrænsen. Kaos og nød herskede i et for os ufatteligt omfang. »Det tredje Rige« var ophørt med at eksistere.
For store dele af det øvrige Europa var næsten seks års rædsler og terror forbi!
Allerede inden da og i endnu stærkere grad efter Tysklands kapitulation vendte sydslesvigernes store flertal – efter uendelige lidelser og savn – sindet og håbet mod nord, mod fædrenes og mødrenes land. Henved 80 pct. af dem var af dansk rod og slægt. Vished herom havde de fået gennem Nazismens raceteorier og krav om arierattester. Den hjemmehørende befolkning forstod tilfulde, at man intet slægtskab havde med de mere end 300.000 flygtninge, fortrinsvis fra Østprøjsen, som i krigens sidste år væltede ind over landsdelen mindst lige så mange som den hjemmehørende befolkning.
»Væk fra Tyskland« lød omkring 5. maj 1945 og længe efter råbene over hele Sydslesvig – også kraftigt: »Hjem til Danmark«. »Speckdänen« var der vel uundgåeligt imellem. Men for det overvejende flertal var der givet tale om ærlig besindelse, indstilling og omstilling. Ved kommunalvalget 13. oktober 1946 stemte 58 pct. da også på de danske kandidater (i Flensborg endog 82 pct.) og ved landdagsvalget i foråret 1947 omkring 60 pct. af den hjemmehørende befolkning.

»Udrensning« i Nordslesvig – og fremad
Efter 1945 kom der for alvor gang i udviklingen i Nordslesvig. Faren for indlemmelse i Stor-Tyskland var forbi. Et intensivt arbejde på at udbygge erhvervslivet, først og fremmest industrien, påbegyndtes ... og lidt efter lidt, sejgt og uforsagt, oparbejdedes landsdelen, så den nu på alle områder står mål med det øvrige Danmark.
l årene umiddelbart efter besættelsens ophør var der vel politiske dønninger, efter at en del medlemmer af det tyske mindretal på grund af illoyal, ja i adskillige tilfælde landsforrædderisk optræden i besættelsesårene, havde været i Fårhuslejren o.s.v. Men snart var der påny fulde medborgerlige rettigheder for alle mindretallets medlemmer, og mindretallet kunne inden for rammerne af den danske friskolelovgivning genopbygge sit skolevæsen.
Forøvrigt er det tyske mindretal Nordslesvig i de følgende år svundet stadig mere ind. Mens der ved folketingsvalget i 1920 var omkring 25 pct. tyske stemmer, var stemmeandelen i 1957 svundet ind til 8,8 pct. (9.207). Ved det sidste folketingsvalg, mindretallet deltog i som selvstændigt parti, i 1971, opnåede Slesvigsk Parti kun 6.743 stemmer. l dag kan det samlede tyske mindretal opgøres til formentlig 15-20.000. Men det er der altså stadigvæk!

Fuldstændig overrumplende
Opbruddet i Sydslesvig kom fuldstændig overrumplende for stor dele af Danmarks befolkning.
Årelang, oprivende indrepolitisk strid om Sydslesvig-spørgsmålet fulgte. Det officielle Danmarks politik udtrykkes umiddelbart efter befrielsen i regeringserklæringen med de kolde, barske ord: Grænsen ligger fast!
Fra betydelige kredse i Danmark, på tværs af partipolitiske skillelinjer, ønskede man Sydslesvig hjem – andre »Sydslesvig frit«, eventuelt som et mandatområde under Forenede Nationers overhøjhed. Adskillige var skeptiske over for holdbarheden i den vældige bølge af Danskhed, som skyllede hen over landsdelen. Politisk enighed var der dog om, at flygtningene skulle væk, at Slesvig og Holsten skulle adskilles administrativt, og at der skulle være lige ret for dansk kultur i skole og kirke samt fulde politiske rettigheder. Bortset fra kommunisterne var partierne også enige om betydelig økonomisk støtte til den danske befolkningsgruppes kulturelle liv, til skoler, børnehaver, kirker, sundhedstjeneste o.s.v. – og det er meget store beløb, statskassen lige siden, år efter år, har ydet.
Et indtryk af vilkårene dengang giver, at daværende landbrugsminister Arp fra landsregeringen i Kiel truede med, at når Tyskland igen blev frit, ville alle medlemmer af Sydslesvigsk Forening blive anklaget efter landsforrædderiloven. Og dét, mens den britiske militærregering endnu sad dernede.
Nok så opløftende var det, at der i 1947 var 51 danske skoler, hovedsageligt i barakker o. lign., med 10.172 elever og ønsker om endnu 130 skoler til yderligere ca. 12.000 elever. I Flensborg var 3/4 af samtlige hjemstavnshørende børn tilmeldt dansk skolevæsen og i Slesvig by over halvdelen.
Men der var unægtelig også en årrække, hvor mange tyskere hadefyldte vendte sig mod den danske folkedel med fornærmelser, hånsord, overmaling af huse, butikker og plankeværker, rudeknusning, korporlige overfald o.s.v.

Genforeningshåbet slukkedes
Trods tyske chikanerier, modstand og trusler – trods manglende forståelse af problemet hos den britiske militærregering og endda direkte modvilje i indflydelsesrige kredse herhjemme – var opslutningen om Danskheden i en del år meget betydelig.
Men lidt efter lidt svandt håbet om, endsige troen på en genforening med moderlandet. Man måtte nøjes med »åndelig genforening«!
Alt for mange af flygtningene blev bofaste, bl.a. i kraft af det storstilede »Program Nord«. Uforholdsmæssigt mange af dem blev ansat i det offentliges tjeneste. Det blev i stadig højere grad et afgjort minus at vise dansk indstilling. Under disse barske vilkår er det i virkeligheden overraskende og forbavsende, at så stor en del af sydslesvigerne vedstod deres Danskhed og fortsat bekendte sig til nordisk livssyn og kultur.
Forøvrigt måtte dansk statsstøtte i nogle år ikke gå til arbejdet syd for linjen Sli- Dannevirke. Denne linje fulgte Grænseforeningen også en tid. Men SFfK var blandt de store, hjemlige kredse, som uden tøven støttede det danske arbejde også syd for »den 38. breddegrad«, som skoledirektør Bernhard Hansen betegnede denne linje med henblik på Korea-krigen.
I forbindelse med Forbundsrepublikken Tysklands indtræden i NATO kom i 1955 København-Bonn-erklæringerne, som tilsigtede – og lidt efter lidt resulterede i – afspænding i grænselandet og tilsikrede den danske befolkningsgruppe demokratiske eksistensvilkår.
En ny tid tonede frem for det danske virke i Sydslesvig.

Aktivt med i Sydslesvig-hjælpen
SFfK var umiddelbart efter befrielsen særdeles aktivt med i Sydslesvig-hjælpen. Med betydelige beløb støttede man således den agitation, Sydslesvigsk Udvalg af 5. Maj 1945 udfoldede for at skaffe underskrifter på den adresse, der krævede Sydslesvig frigjort for tysk overhøjhed, og som fik omkring en halv million underskrifter. Mange SFfK-medlemmer deltog ligeledes i et demonstrationstog til Christiansborg med krav om politisk indsats til fordel for Sydslesvig.
SFfK indsamlede og sendte i stort omfang pakker med mad, tøj, sko, bøger, ugeblade, legetøj o.s.v. over grænsen - bl.a. i kraft af vidtforgrenede forbindelser med dansk-amerikanske kredse, som sendte tonsvis af gavepakker, der af Det Østasiatiske Kompagni velvilligt blev transporteret fra USA til København. SFfK påtog sig så den videre forsendelse til og uddeling i Sydslesvig.

I 1946 foræredes en barakskole til Kappel.

Et i efteråret 1946 arrangeret lotteri indbragte et overskud på ca. 50.000 kr., som muliggjorde køb af en skolebarak, der i monteret stand foræredes til Kappel, samtidig med at man overtog fadderskabet for denne by. Senere arrangeredes nogle gange lotterier i samarbejde med andre sønderjyske foreninger i Storkøbenhavn, på Sjælland og Bornholm – det lotteri, som i 1953 blev til Grænseforeningens landsdækkende lotteri.
Ud over det allerede før anden verdenskrig overtagne fadderskab for 1. distrikt i Flensborg, overtog SFfK nu også fadderskabet for 7. distrikt i Flensborg samt 2. distrikt i Slesvig (i 1954 ombyttet med 10. distrikt), ligesom der – delvis i samarbejde med andre kredse i København – var fadderskabsarbejde andre steder i Sydslesvig. Der var f.eks. Amagerfadderskabet for Før og Amrum, Brønshøj- Husum for Askfelt, København N og NV for Jernved og Gettorp, Østerbro for Stapelholm og Drage samt et Aalholm-Vigerslev-fadderskab for Risby.
To af fadderskaberne består endnu den dag i dag: Amager-fadderskabet for Før og Brønshøj-Husum-fadderskabet for Askfelt.

Skolen i Askfelt, som – efter årene i »Hønsehuset« – blev taget i brug i 1951.

Den personlige kontakt, som skabtes gennem fadderskaberne, har været og er helt uvurderlig, omfattende bl.a. mangfoldige gensidige besøg, udveksling af skoleelever o.s.v. Eksempelvis arrangeredes af Brønshøj-Husum-fadderskabet gennem nogle år 14 dages ophold af Askfelt-børn, som indkvarteredes i hjem i fadderskabskredsens område og fik et par timers daglig undervisning på Brønshøj Skole, rundture i København o.s.v. Amager-fadderskabet har ligeledes gennem mange år haft besøg af børn og voksne fra Før, har også på anden vis støttet skolen og børnehaven i Vyk og udvirket støtte til oprettelsen af en dansk turistbod på Før.

Over »den 38. breddegrad«
SFfK's virke gik, som tidligere nævnt, fra første færd over den dengang famøse Sli- Dannevirke-linje. Derfor var det en selvfølgelighed, at man støttede Brønshøj- Husum-fadderskabet med opførelsen af en skole i Askfelt i Hytten Bjerge. Inden da havde fadderskabet etableret en brevskole på dansk i Askfelt. Her var et som »Hønsehus« betegnet udhus ombygget til en skolestue, hvor 21 børn i august 1949 begyndte skolegang under yderst spartanske forhold. Snart måtte også køkkenet tjene til skolebrug. Hønsegården var legeplads. En regulær skolebygning var tiltrængt. Dertil kunne imidlertid ikke dengang ydes statspenge – netop på grund af »den 38. breddegrad«. Opgaven (til ca. 100.000 kr.) var for stor for fadderskabet alene, men med støtte fra SFfK blev den løst. Den 17. marts 1951 kunne den nye skole i Askfelt indvies. En del af midlerne var skaffet gennem salg af rosiner, idet en dansk dame i Californien havde sendt foreningen et stort parti af den dengang stærkt eftertragtede mangelvare. Askfelt-Skolen betegnedes derfor populært som »Rosin-Skolen«. Forøvrigt ydede SFfK også bistand til en studenterlejr, hvis deltagere var med til i midten af 1950'erne at planere boldpladsen ved Askfelt-skolen.

Professor, dr. med. Svend Lomholt – formand 1949.

Hotel Norden o.a. aktiviteter
Til oplysning om Sydslesvig udfoldede SFfK i de nærmeste efterkrigsår en omfattende mødevirksomhed, oprettede studiekredse, skabte kontakt til arbejderkredse såvel i Sydslesvig som i hovedstaden, søgte at få fat i ungdommen o.s.v. Og i 1947-48 var medlemstallet igen på over 6.500 (1947: 6.560).
I 1949 blev borgmester Alfred Bindslev afløst på formandsposten af professor Svend Lomholt, der imidlertid døde samme år. Efterfølgeren blev landsretssagfører Knud Frederiksen.
I disse år påbegyndtes i samarbejde med hovedstadsområdets andre sønderjyske foreninger samt, i nogle år, med de fire »gamle« partiers vælgerforeninger storstilede 10. februarmøder, i de første år på Københavns og Frederiksberg rådhuse – med fremtrædende sydslesvigere og bl.a. statsministrene Erik Eriksen og Hans Hedtoft samt udenrigsminister Ole Bjørn Kraft som talere. Desuden fremragende kunstnerisk underholdning. I en del år afholdtes på Viwex festlige matineer for at skaffe midler til arbejdet. I 1951 og i nogle år derefter arrangeredes ture til årsmøderne i Sydslesvig.
I januar 1951 påbegyndte SFfK at udgive et medlemsblad: »Vort omstridte Land« under redaktion af næstformanden, civilingeniør S. Stochholm med meget aktiv bistand af redaktør Tage Mortensen, som dengang redigerede Sydslesvigsk Udvalgs blad: »Det brændende Spørgsmål«.

Hotel Norden i Flensborg – vor store opgave i årene 1952-1960.

l 1952 påtog SFfK sig sin vel nok største enkeltopgave: Rejsningen af forsamlingsbygningen Hotel Norden i Flensborgs nordlige del, hvor det ved tysk chikane efterhånden var blevet umuligt at leje mødelokaler til danske arrangementer. Det var en opgave, som krævede en betydelig investering: ca. 1/4 mill. kroner i første omgang – og megen uselvisk arbejdsindsats. Gennem ombygningen af oprindelige fabrikslokaler i tilknytning til hotelbygningen indrettedes en forsamlingssal til 360 personer, og efterhånden blev i den øvrige del af huset foretaget ombygning, modernisering, udvidelse af antal værelser m.v. Ved den etapevis gennemførte plans afslutning i 1960 fremstod Hotel Norden som et godt moderniseret etablissement.
Med henblik på oprettelsen af en børnehave og et ældrehjem købte SFfK i vinteren 1954 den gamle Sct. Franciscus Stiftelse i Mariegade i Flensborg – med et ledigt areal, hvorpå Jens Jessen-børnehaven senere rejstes. Tysk lejelovgivning hindrede den øvrige plan, og et års tid efter blev den 5-etagers ejendom afhændet.

Fortsat behov for SFfK
Trods den omfattende aktivitet begyndte medlemstallet i begyndelsen af 1950'erne at dale stærkt. I 1951 var medlemstallet endnu 5.495, men to år senere var det dalet til 4.743, og i 1955 lå det omkring 4.000.
Ikke blot medlemstallet gik ned. Mødetilslutningen blev også ringere, og antallet af møder blev derfor indskrænket. Den store bølge af Sydslesvig-entusiasme var ved at flade ud. Men der var unægtelig fortsat behov for SFfK og for dens aktive indsats. Glædeligvis var der da også fortsat i medlemskredsen og hos venner i øvrigt megen offervilje, når der blev bedt om penge til at løse aktuelle opgaver.
Af opgaver udover de allerede nævnte i 10-året efter befrielsen kan bl.a. nævnes, at SFfK i et vist omfang skaffede lærepladser til unge sydslesvigere, fik medlemmer til at give husly til deltagere i Danske Sønderjydske Krigsdeltageres kongres i København i maj 1953, samarbejdede med Rens Efterskole om sydslesvigske arbejdere på højskoleophold, gav støtte til »Bennetgaard«, til menighedsplejen i Slesvig, til Ejderindsamlingen o.m.a. En del af arbejdet skete i samvirke med fadderskaberne. Ikke mindst skolearbejdet var man optaget af. Ud over det allerede nævnte også i Sporskifte i Flensborg, Jes Jessen-skolen i Mørvig, skolerne i Arnæs, Maarkær og i Sønder Brarup.
l 1955 ønskede Knud Frederiksen at nedlægge formandshvervet. Tage Mortensen valgtes derefter til denne post.

Landsretssagfører Knud Frederiksen – formand 1949-1955.

SC og SFfK sammensluttes
Året 1955 var for SFfK præget af to store begivenheder: Sønderjydsk Centralforenings sammenslutning med Sønderjysk Forening for København og oprettelsen af Grænselandets Legatfond.
Ud fra ønsket om samling om grænselandsarbejdet vedtog Sønderjydsk Centralforening i maj 1955 at slutte sig sammen med SFf K og lade sine midler indgå i det påtænkte Grænselandets Legatfond. En organisatorisk »Genforening« efter næsten 50 års adskillelse. I en del år havde der forøvrigt været samarbejde med SC ligesom med andre af de organisationer, der virkede i grænselandsarbejdet.

Redaktør Tage Mortensen – formand 1955-1958 – med den check på 50.000 kr., som dannede grundlaget for stiftelsen af Grænselandets Legatfond i 1955.

Grænselandets Legatfond stiftes
Den 16. september 1955 stiftede SFfK Grænselandets Legatfond med det formål at yde »virksom støtte i foreningens kulturelle, humanitære og/eller sociale velfærdsarbejde for dansksindede personer eller institutioner med hjemsted nord eller syd for 1920-grænsen«. Efter at »Fonden af 4. April 1920« i 1974 var indgået i GL, tilføjedes i formålsparagraffen ordet: »erhvervsmæssig«. En testamentarisk gave på 50.000 kr. fra grosserer Vald. Poulsen var grundlaget for Legatfondet, som startede med værdier på ca. 150.000 kr.
Indtil sin død i december 1975 var landsretssagfører Knud Frederiksen formand og administrator for Grænselandets Legatfond.
Legatfondet har i årenes løb ydet betydelig og betydningsfuld støtte til mange formål i grænselandet, bl.a. til Hotel Norden, lejrskoleophold, studiehjælp, gymnastikredskaber, kirkeinventar, julehjælp til børnerige familier i trange kår, bistand til fadderskabsarbejde o.s.v., ligesom en del af legatmidlerne har været placeret som lån i erhvervsvirksomheder forskellige steder i grænselandet.
For GL og SFFK har programmet gennem alle årene været – som H. T. Physant udtrykte det i 1948-skriftet – »aldrig kunstigt at optage noget arbejde syd for grænsen. Men allevegne, hvor der har vist sig vågen interesse for Danmark, og hvor der har været kaldt på støtte, har man været lydhør og efter evne sendt hjælp.«

Afspændingens år mellem dansk og tysk

BONN-KØBENHAVN-erklæringerne skabte lidt efter lidt afspænding i modsætningsforholdet mellem dansk og tysk i grænselandet.
I Nordslesvig har det tyske mindretal fulde demokratiske rettigheder på linje med alle andre danske statsborgere. I Sydslesvig har udviklingen ført til, at det danske mindretal – eller med et bedre udtryk: den danske folkedel – nu nyder demokratiske rettigheder i samme omfang som andre tyske statsborgere. Men fuld ligeberettigelse er der endnu i 1979 ikke tale om, når det gælder tilskud til skoler, børnehaver o.a. kulturelle institutioner. Det skal ligeledes fastholdes, at der også i en lang årrække efter 1955-erklæringerne blev diskrimineret mod danske sydslesvigere med hensyn til arbejdspladser m.v.
Med »Grænsen ligger fast«-politikken måtte der uvægerligt blive tale om en tilbagegang for Danskheden i Sydslesvig. Mod 92.156 danske stemmer ved 1948- kommunevalget var stemmetallet syv år efter, ved 1955-valget, mere end halveret til 42.085. Og stemmetallet gik yderligere ned ved de følgende valg, indtil kurven omsider i 1978 igen pegede opad – med en fremgang på 2.012 stemmer til 24.379 i forhold til 1974-valget.
I 1948 var der 60 skoler med tilsammen 14.128 elever. l 1955 89 skoler, men til gengæld med kun 7.722 elever. Nedgangen fortsatte indtil 1965, hvor det atter gik fremad. l dag er der 58 skoler med 6.567 elever. Den forældregeneration, som i sin tid selv gik i dansk børnehave og skole, ønsker sine børn uddannet og opdraget på dansk!
I det hele taget er Danskheden i en snart lang årrække blevet konsolideret og stabiliseret. Det gælder på alle områder.
Trods svigtet genforeningshåb – trods alle vanskeligheder med at leve en dansk hverdag i overvejende tyske omgivelser – eksisterer der i dag en betydelig og aktiv Danskhed i det gamle danske land mellem Skelbækken og Ejderen.
Hævdelsen af dansk kultur i såvel Nord- som Sydslesvig er lykkedes. Det fremgår bl.a. af den kendsgerning, at medens der før Anden Verdenskrig maksimalt var 1.000 børn i de fåtallige danske skoler i Sydslesvig (i 1938: 807 i 9 skoler) og ca. 4.200 børn i tyske skoler i Nordslesvig, går der nu mere end 6.500 børn i danske skoler i Sydslesvig, medens elevtallet i de tyske mindretalsskoler i Nordslesvig i samme tidsrum er dalet til godt 1.500.
Det kunne nytte! Det kan nytte!

Efter 1955
Der var fortsat behov for aktiv støtte til Sydslesvigs danske, og SFfK fortsatte naturligvis sit virke.
Da SFfK har formeret sig ved »knopskydning« så at sige, har den kunnet festligholde nogle mærkedage. I 1958 markeredes således 50-årsdagen for foreningens stiftelse, eller vel rettere omorganisering i 1908, med reception på Hotel d'Angleterre, storstilet aftenfest i Radiohusets koncertsal og et festnummer af »Vort omstridte Land«. Ved denne lejlighed blev SFfK-støtten til grænselandet gennem årene opgjort til op imod 2 mill. kr. (og de var unægtelig mere værd end 1979-kroner!)
Tage Mortensen gav dengang udtryk for SFfK's indstilling med ordene: »I et grænseland som det slesvigske, hvor to nationaliteter og to kulturer mødes i samme folk uden nogen naturskabt afgrænsning, vil et folkeligt samliv ikke kunne foregå uden brydninger. Vi ønsker, at den danske faktor i denne brydning skal stå så stærkt, som det er muligt. Vi ønsker at yde vort bidrag til, at den del af det slesvigske folk, som tænker og føler dansk, skal kunne hævde sig i tryg bevidsthed om, at det danske moderland står bagved ... skal kunne hævde sig nationalt, socialt, kulturelt og erhvervsmæssigt ... Historien har lært os, at hvor aktivt dansk folkeligt arbejde sætter ind, der viger den tyske indflydelse i det gamle danske land mellem Kongeåen og Ejderen.«
Med denne indstilling fortsattes SFfK's arbejde ufortrødent.
Ud over de allerede nævnte aktiviteter fra årene efter 1955 kan bl.a. nævnes kirkekoncerter for at skaffe midler til arbejdet, tilskud til FDF-orkestres rejser til årsmøderne, højskolesangbøger til ungdom i Flensborg, arbejdersangbøger til »Sønderjysk Arbejderforening« i Sydslesvig, støtte til modernisering og udvidelse af dansk vandrehjem i Slesvig, til dansk ungdomshjem på Rømø, til københavnske arbejderbesøg i Sydslesvig, støtte til Chr. Paulsen-skolens pigekor og sangbøger til Husum danske ungdomsforening. Først og fremmest med det formål at bringe sydslesvigske danske arbejdere på ferieophold sammen med københavnske arbejderfamilier erhvervedes i 1960 det såkaldte »§ 5«-hus på Rømø.

Fhv. udenrigsminister Ole Bjørn Kraft – formand 1958-1971.

l 1958 fratrådte Tage Mortensen som formand. Efterfølgeren blev fhv. udenrigsminister Ole Bjørn Kraft.
Ved 1958-generalforsamlingen skete ud over formandsskifte også navneændring til Hovedstadens Grænseforening – med undertitlerne: Sønderjysk Forening for København – Sønderjydsk Centralforening. På dette tidspunkt var medlemstallet gået ned til ca. 3.400. Året efter, i juni 1959, flyttedes kontoret fra Rådhuspladsen til et lokale i Grænseforeningens ejendom i Peder Skramsgade.
Samme år overtog Grænselandets Legatfond administrationen af Fonden af 4. April 1919, hvis formål var »fortrinsvis Syd for Grænsen af det gamle Land at bevare Ejendomme – særlig Landejendomme – paa danske Hænder samt at hjælpe danske Sønderjyder og andre Danske til at komme i Besiddelse af Ejendomme, hvor det anses at være af national Betydning. Hjælpen ydes ved Laan paa lempelige Vilkaar«. Fonden, der på det tidspunkt havde en kapital på ca. 75.000 kr., havde gennem de 40 år ydet en meget betydningsfuld indsats.
I foråret 1960 overdrog HG sine rettigheder i Hotel Norden til Sydslesvigsk Forening. Overdragelsen omfattede bl.a. investeringer i hotelinventar og bygningsmoderniseringer til i alt 150.000 kr. Samtidig stillede GL for 165.000 kr. investeringer i hotellet til vederlagsfri disposition for SSF, med forpligtelse til tilbagebetaling, såfremt hotellet senere skulle blive afhændet til tredjemand.

Mod nye tider i grænselandet

ET STYKKE IND i 1950'erne begyndte man også i Sydslesvig at mærke det tyske »Wirtschaftswunder«. Tidligere havde mange hjemstavnshørende fra den i erhvervsmæssig henseende forsømte »Nordmark« måttet søge arbejde i Hamborg- området, i Ruhr-distriktet o.s.v. Det anslås, at der alene i 10-året 1948-1958 bortvandrede omkring 10.00 medlemmer af de danske organisationer, adskillige til Danmark. »Rejse eller blive« var et problem for mange danske sydslesvigere. Som det havde været for nordslesvigere efter 1864.
I slutningen af 1950'erne begyndte en betydelig rigsdansk erhvervsmæssig ekspansion i Sydslesvig. Dog ikke af nationale grunde, men ud fra ønsket om at få foden inden for Fællesmarkedet. Først og fremmest i Harreslev og Flensborg opbyggedes danske samt enkelte finske, norske og svenske fabrikker o.a. erhvervsvirksomheder. Danfoss-filialen i Flensborg med dens ca. 2.000 beskæftigede er i 1970'erne blevet byens største arbejdsplads. De danske virksomheder, der har givet beskæftigelse til henved 5-6.000 personer, har afgjort medvirket til at skabe respekt om dansk foretagsomhed og dermed indirekte støttet Danskheden i landsdelen. Også det danske skole og børnehavebyggeri m.v., møbler og dansk design i det hele taget har været med til at skabe forståelse for, at Danmark ikke er »et fattigt, fortidigt bondeland«, som det ellers i mange årtier var gængs tysk opfattelse. »Dette latterligt lille land« rummer alligevel visse værdier!

Neutral i EF-striden
I 1960'erne blev Fællesmarkedet aktuel politik også for Danmark og genstand for en hård indbyrdes uenighed. Såvel herhjemme som i danske kredse i Sydslesvig gik bølgerne i årevis højt for eller imod dansk tilslutning. HG hverken ville – eller kunne – tage stilling til spørgsmålet, men holdt til gengæld i november 1961 i Mercurteatret en stor, velbesøgt rundbordskonference om emnet: Fællesmarkedet en trussel mod dansk kultur og nationalitet? Tre af indlederne var tilhængere, tre modstandere af EF. Så spørgsmålet blev alsidigt belyst.
I fortsættelse af rundbordskonferencen søgte nogle, fortrinsvis nyindmeldte medlemmer ved 1962-generalforsamlingen at få HG mobiliseret til fordel for kampen mod EF. Aktionen mislykkedes. Den kunne ellers have sprængt foreningen.
Heller ikke siden – ej heller efter den ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 vedtagne tilslutning til EF – har HG ladet sig inddrage i EF-diskussionen. I dag tør det dog vel siges, at EF-problemet utvivlsomt indirekte har haft en negativ virkning for Sydslesvig-interessen og dermed også på HG's medlemstal. Danmarks tilslutning til EF har ellers så stærkt som nogensinde gjort det til en bydende nødvendighed med en kraftig, målbevidst Danskhed i grænselandet – og støtte hertil.

Ejderskolestrid – Børnehave i Büdelsdorf
Selv om medlems- og mødetilslutningen blev stadig ringere i 1960'-erne – i 1965 var medlemstallet sunket til 2.157 og i 1969 til 1.564 – udfoldede HG fortsat mange aktiviteter.

Børnehaven i Büdelsdorf ved Rendsborg blev indviet i 1967.

På grund af nedrivningen af Wivex flyttedes 1962-julematineen til Søpavillionen, og på grund af manglende tilslutning afløstes de traditionelle julematineer af adventsmøder, indtil også de måtte opgives.
De af foreningen gennem mange år afholdte 10. februar-arrangementer overgik fra 1966 til Amtssammenslutningen – et led i HG's initiativ for fællesmøder som modtræk mod den mødetræthed, som havde ramt alle de enkelte foreninger. Fra 1968 og nogle år derefter afholdtes i øvrigt nogle møder o.a. arrangementer i Vartov sammen med Højskoleforeningen.
De forskellige former for grænselandsstøtte fortsatte med uformindsket styrke – takket være medlemskredsens offervilje og midlerne i Legatfondet. Selv efter et par år tidligere at have eftergivet et pantebrev på 5.000 DM i »Forsamlingshuset Dannevirke G.m.b.H.« fremviste f.eks. GL's 1964-regnskab en kapital på 207.000 kr. Og dét efter, at fondet i dette år havde ydet 27.000 kr. til nationalt virke i grænselandet.
I forbindelse med uroen om det danske skolevæsen ved Ejderen udsendte HG i 1963 over Ritzau en principiel udtalelse, der fastholdt frihedssynspunkter som grundlag for det danske arbejde i Sydslesvig. Denne udtalelse fik da også en dæmpende virkning på forløbet af debatten, så vejen senere kunne banes for bilæggelse af striden.
HG's interesse for Ejder-området fandt for øvrigt udtryk i, at man i 1966 gav tilsagn om 40.000 kr. til opførelsen af en børnehave i tilknytning til en ny dansk skole i Rendsborg-forstaden Büdelsdorf. Til gennemførelse af projektet (anslået til 100-120.000 kr.) nedsattes i samarbejde mellem HG og Ejderlandets Støttekreds en komité med HG's formand i spidsen. Da børnehaven i Büdelsdorf stod færdig, havde udgifterne opsummeret sig til 156.000 kr., men komiteen var i stand til at overdrage institutionen kvit og frit.

I 50-året for deres hjemvenden over København besøgte slesvigske krigsveteraner i 1969 hovedstaden som HG's gæster. Veteranerne var indkvarteret på hotelskibet »St. Lawrence«.

I 1964 var gennemført lovændringer, som muliggjorde optagelse af organisationer som kollektive medlemmer med ret til at indvælge medlemmer i et repræsentantskab – en bestemmelse, som dog aldrig har fået praktisk betydning. Året efter blev det vedtaget, at styrelsen for HG fremtidig også skulle være styrelse for GL, idet der dog samtidig nedsattes et mindre forretningsudvalg for Legatfondet.
»§ 5«-huset på Rømø var aldrig rigtigt blevet det oprindeligt tilsigtede kontaktsted. Omsider solgtes det da i vinteren 1968, således at HG's og GL's midler blev frigjort til andre formål. Fortjenesten på ca. 25.000 kr. var en kærkommen sum i så henseende. Samme år var 8 frisere fra Før HG's gæster ved et besøg på Amager.

1919-veteranernes besøg
I 1968 gik HG påny i gang med en stor opgave. Som optakt til 50-året for Genforeningen ville man til en stor mindesammenkomst i København invitere de endnu levende af de mere end 1.000 sønderjydske krigsveteraner, som i 1919 var vendt hjem over hovedstaden fra allierede fangelejre og dengang blev fejret med store festligheder.
Med Arveprins Knud som protektor og HG's formand som komitéformand nedsattes en repræsentativ komité: Modtagelseskomiteen for de sønderjyske 1919- krigsfanger i København – og det lykkedes at indsamle de godt 65.000 kr., arrangementet kostede i direkte udgifter. Veteran-arrangementet fandt sted i dagene 19.-22. maj 1969 med en tilslutning langt over forventning: 142 veteraner + 87 hustruer, d.v.s. i alt 229 deltagere.
Med DSB-særtog og -færge kom veteranerne til hovedstaden, hvor de blev indkvarteret på hotelskibet St. Lawrence. Programmet omfattede bl.a. modtagelse i Folketinget med påfølgende frokost i »Snapstinget«, aftenfest hos »Lorry«, udflugt til Den slesvigske Sten i Dyrehaven, frokost i Carlsberg Museet, festmøde i Rådhus-hallen, bl.a. med tale af Arveprinsen, hvorefter Københavns Kommunalbestyrelse gav souper.

På vej mod 100-året

FOR AT MARKERE 50-året for Genforeningen arrangerede HG i dagene 26. marts-5.april 1970 i Sparekassens udstillingslokaler på Strøget Genforenings- udstillingen: »Sønderjylland 1920-1970«, som dels gav en historisk redegørelse og dels bragte en række glimt af udviklingen Nord og Syd for grænsen siden 1920. Hertil udlånte Rigsarkivet og Landsarkivet i Åbenrå værdifulde historiske arkivalier.
En henvendelse fra HG til Tivolis direktion medførte, at der den 11. juli 1970 – samme dag som den store nationale festlighed fandt sted på Dybbøl – i den festligt flagsmykkede Koncertsal var et specielt dansk musik- og sangprogram, et særligt festfyrværkeri m.v.
Trods stadigt dalende medlemstal (1970: 1.263) var der stadig livsgnister, initiativ og arbejdsvilje i den 90-årige forening.
Dog var der ikke tilstrækkelig økonomisk bærekraft til at opretholde »Vort omstridte Land«, der blev startet i januar 1951 som medlemsblad for SFfK og, i en årrække, med delvis fælles stof med Sydslesvigsk Udvalgs blad: »Det brændende Spørgsmål«. Siden skiltes vejene for de to blade, og »V.o.L« udvikledes til et næsten landsdækkende orienteringsblad for mange sønderjyske foreninger. I efteråret 1957 overtog GL udgivelsen af »V.o.L.«, og Tage Mortensen indtrådte officielt i redaktionen og blev efter Stochholms død i januar 1967 eneredaktør af bladet, der i årenes løb bragte et væld af fremragende, populært formet stof om historiske og aktuelle nationale emner fra en stab af sagkyndige skribenter nord og syd for grænsen. Også nordiske og europæiske problemer blev belyst.
Af og til kneb det med balancen mellem indtægter og udgifter. Et i 1958 oprettet bladfond på 8.000 kr. og en ny bladfond-indsamling i 1968 på godt 12.000 kr. var ikke tilstrækkeligt sikkerhedsnet. De stadigt stigende udgifter til trykning, porto m.v. sammen med svigtende annonceindtægter medførte den tunge beslutning, at juni-nummeret 1970 blev det sidste. Af hensyn til GL's andre opgaver var det begrænset, hvad der kunne afses til et blad ud i fremtiden. Så hellere stoppe, mens de økonomiske forpligtelser var til at overse. HG og GL delte i fællesskab dækning af en gæld på omkring 35.000 kr.
En glorværdig og uvurderlig indsats var bragt til ophør. Det tragiske heri blev yderligere understreget ved, at det af dr. phil Vilh. la Cour gennem 52 år redigerede tidsskrift: »Grænsevagten« næsten samtidig ramtes af bladdøden.
Som en nødløsning begyndte HG i april 1971 udgivelsen af et lille, som regel firesidet meddelelsesblad i A5-format: »Håndslag over grænsen«, der siden er udkommet med normalt tre numre om året.

Stadig solid indsats
Efter 13 års formandskab fratrådte fhv. udenrigsminister Ole Bjørn Kraft i 1971. Ny formand blev redaktør, fhv. rådmand Poul Melgaard.
Ved 1970-sendemandsmødet i Grænseforeningen hædredes HG med »Grosserer Louis Nielsen og Hustrus Legat« på 1.500 kr. som påskønnelse for initiativet med veteranbesøget i 1969 og Genforeningsudstillingen i 1970.
Skønt medlemstallet i 1970'erne faldt fra 1.169 i 1971 til 810 ved nytår 1979, øvede HG stadig en solid indsats i grænselandsarbejdet. Medlemmernes offervilje betingede, at der fortsat solgtes mange lodsedler, Dybbølmærker og Sydslesvig-julemærker, og årligt indsamledes 7-8.000 kr. til juleuddelingen til børnerige danske familier i Flensborg, Slesvig, Rendsborg, Egernførde, Askfelt, Husum og Vyk. Amager- og Brønshøj-Husum-fadderskaberne virkede, og virker, fortsat bl.a. med Københavnsophold for skolebørn fra Vyk og fra Askfelt.
I 1970 genoptoges de tidligere julemøder, nu som såkaldte julehyggesammenkomster, i de senere år i Sundby Menighedshus og med succes, omend deltagerantallet nu ligger på kun 50-55. En anden vellykket arrangementsform har været ture til Sydslesvig. En i anledning af 25-års jubilæet for skolen i Vyk af HG og Amagerfadderskabet i 1973 arrangeret firedagestur til Før med 45 deltagere gav stødet til, at der i de følgende år blev arrangeret ture – hver gang med 30-40 deltagere – til Slesvig, til Husum- Frederiksstad-Tønning, til Flensborg-Lyksborg, til Egernførde-Rendsborg samt til Nordfrisland.
Selve mødevirksomheden er begrænset til foredrag o.lign. i forbindelse med den årlige generalforsamling og julehyggesammenkomsten. Derudover er i de senere år også arrangeret »en aften på Amager« og besøg på Frederiksberg Slot, ligesom et ret stort antal af vore medlemmer deltager i Amtsforeningens 10. februar- arrangementer.
Også i indeværende 10-år har HG og GL modtaget betydelige beløb som gaver eller arv. F.eks. har et af vore mangeårige medlemmer, frk. Maja Brandt, testamentarisk oprettet »Bernhard Brandts Legat« med en kapital på godt 270.000 kr. til fordel for foreningens virke i grænselandet. GL har endvidere fået overdraget administrationen af Apoteker Hans Clausen Schultz og Hustrus Mindelegat for unge sydslesvigeres studie- eller rekreationsophold i Danmark (ca. 25.000 kr. i obligationer). I 1977 fik GL som arv fra et andet trofast medlem, gartner og kioskejer Kai Andreas Løvendal Løvenborg godt 170.000 kr., hvoraf 50.000 blev givet til et Løvenborg-værelse på Arveprins Knuds Kollegium for unge sydslesvigere. Af en efter fru Astrid Hein modtaget arv på næsten 50.000 kr. gav HG ved indvielsen af det nye Husum Hus et beløb på 25.000 kr. til et koncertflygel.
Efter Knud Frederiksens død i december 1975 valgtes HG's formand til formand også for GL, medens landsretssagfører Bent Wellejus overtog formandsposten i Bernhard Brandts Legat. I januar 1976 flyttedes HG's og GL's kontor fra Peder Skramsgade til Hauser Plads til to lyse og gode, tilmed billigere lokaler, som lrs. Wellejus stillede til rådighed.
Af opgaver, HG og GL har støttet i dette 10-år, kan i øvrigt bl.a. nævnes: Hotel Norden, fadderskabsarbejdet, skolearbejdet i Husum og Rendsborg, istandsættelse af genforeningsstenen i Kravlund, sydslesvigske børns ferieophold i Danmark, studiehjælp, højttaleranlæg i Ejderskolen, FDF-orkestre til årsmøderne, ferieophold i Danmark for handicappede børn, ombygning af kirkesalen i Vesterland på Sild, ombygning af scene m.v. i »Det lille Teater« i Flensborg, svømmebassin ved fritidshjem i Flensborg samt istandsættelse af omgivelserne ved den klokkestabel, som er rejst på Skamling til minde om modstandsbevægelsens faldne i Region III, Syd- og Sønderjylland.

Grænselandsstatus – og HG-status

SET l HISTORIENS PERSPEKTIV er der sket en imponerende og bemærkelsesværdig udvikling for Danskheden i grænselandet.

Det var en historisk begivenhed, da Dronning Margrethe II og Prinsen i juni 1978 gæstede Sydslesvig, hvor de fik en enestående hyldest. For første gang i 114 år betrådte en dansk regent Sydslesvigs jord.

Nordslesvig er på alle felter forlængst kommet på samme niveau som det øvrige Danmark ... er så dansk som det øvrige land, ja vel endda mere bevidst dansk. Andet og mere end denne lykkelige kendsgerning behøves ikke at fastholdes.
Og i Sydslesvig står Danskheden vel så stærkt og grundfæstet som ingensinde siden 1864:
– I dag kan mindst 50.000 sydslesvigere tale dansk. Og stadig flere kommer til. Ikke alene takket være de danske skoler og børnehaver, men også på grund af voksenundervisningen, som årligt har godt 2.500 deltagere.
Mod en halv snes skoler med ca. 900 elever i 1936 står nu 58 skoler (deraf 1 gymnasium og 4 mellemskoler) med 6.567 elever. Hertil kommer 62 børnehaver med ca. 1.700 børn. Endvidere findes Jaruplund Højskole.
Dansk kirke omfatter 57 organiserede menigheder med 5.562 medlemmer, 24 præster og 94 prædikesteder.
Et stærkt udbygget biblioteksvæsen udlånte i 1977/78 415.455 bøger (i 1940: 44.596).
Sydslesvigsk Forening tæller 21.418 medlemmer, og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger har godt 10.000. Hertil kommer Sydslesvigsk Vælgerforening, Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig med skolelæger, sygeplejersker m.v., alderdomshjem og pensionistboliger samt en række andre danske foreninger – også »Foriining for nationale Friiske«, de danskorienterede friseres organisation, som samarbejder med de danske organisationer. »Flensborg Avis« ikke at forglemme.
Ved kommunalvalget i foråret 1978 mønstredes 24.379 stemmer, og rundt om i landsdelen placeredes 103 danske repræsentanter i kommunale råd. I Flensborg byråd erobredes et 9. mandat, og der manglede kun ca. 50 stemmer til det 10. mandat.

Begejstrede danske sydslesvigere – også adskillige tyske – hyldede Danmarks regentpar med et storstilet fakkeltog ved afsejlingen fra Flensborg.

Det danske arbejde er ikke blot stabiliseret og konsolideret. På nogle områder går det fremad påny. Til støtte for Danskheden er, som lige skitseret, opbygget et omfattende kulturelt, politisk og socialt organisationsapparat.
Jo, Danskheden i grænselandet er gået frem siden 1864!

HG-status
En tilsvarende optimisme kan desværre ikke fremhæves for Hovedstadens Grænseforening i 100-året.
I takt med afspændingen i grænselandet har medlemstallet været konstant faldende i en årrække, omend det i de senere år synes at have stabiliseret sig omkring 800. Mødetrætheden har også ramt vor forening. Ønsket om at virke i grænselandets tjeneste er imidlertid usvækket i styrelsen. Og medlemmernes offervilje giver håb om, at det stadig vil være muligt at øve en indsats. Hertil kommer, at midlerne i GL og Bernhard Brandts Legat sikrer, at HG også i kommende år kan løse påtrængende opgaver. Ud over en hypotek på godt 95.000 DM i Hotel Norden har GL en formue på omkring 275.000 kr. – og Bernhard Brandts Legat ca. 325.000 kr.
Styrelsen har fortsat den opfattelse, som Ole Bjørn Kraft gav udtryk for ved sin fratræden i 1971: »Som før, som nu, således også i fremtiden vil det være opgaven at sikre, at det danske folk forstår, at landsmændene i Slesvig er en del af vort folk, som vi har en aldrig hvilende forpligtelse overfor ... Der må altid være nogen, der tænker og arbejder for grænselandet og dets folk både nord og syd for den grænse, der, som tiden går, vil blive mindre og mindre synlig. Der må altid være nogen på post. Hovedstadens Grænseforening er en sådan post ... «
Lige så aktuelt som dengang er i dag følgende citat fra formandsberetningen ved 1956-generalforsamlingen: »Den kamp, der nu foregår i grænselandet, er kampen på langt sigt. Sensationernes og de store begivenheders tid er forbi, de store avisoverskrifters tid, de store tals tid. Men kampen går videre, og skal den vindes, sker det kun ved målbevidst udholdenhed og ubrydelig trofasthed – dernede som heroppe.«
I dette arbejde er HG fortsat placeret med det hovedformål »ved alle lovlige midler, såvel åndeligt som materielt, at støtte og udvikle Danskheden i Sønderjylland særligt syd for grænsen, og i den københavnske befolkning at vække interesse for denne sag og forståelse af dens betydning.«

Redaktør, fhv. rådmand Poul Melgaard – formand siden 1971.

Håndslaget skal fastholdes
Gennem de her meget kort opridsede 100 år har nationalbevidste kvinder og mænd øvet en indsats i og gennem den københavnske grænselandsforening. En række af dem – ingen nævnte, ingen unævnte – har desuden udfoldet en stor og betydningsfuld gerning i arbejdet ud over landet, i sin tid i De samvirkende sønderjydske Foreninger og siden 1921 i Grænseforeningens hovedstyrelse og udvalg.
Foreningen har altid tillagt den personlige kontakt til vore landsmænd afgørende betydning. Dette er kommet til udtryk ved besøg dernede og heroppe, ved fadderskabsforbindelser (rettere venskabsforbindelser) og ved den gennem snart 35 år stedfundne juleuddeling, hvor styrelsesmedlemmer personligt har overbragt julehilsenerne i de respektive kredse.
I dag er de personlige forbindelser af nok så stor betydning og værdi som de materielle »håndslag«. Dog, en væsentlig del af vore landsmænd dernede hører nu engang til de økonomisk mindre gunstigt stillede. Økonomisk bistand vil der derfor fortsat være behov for.
Men først og sidst: Sydslesvigs danske må altid i hverdagens grå eje bevidstheden om, at der i moderlandet er kredse, hvor man opmærksomt følger med i udviklingen i grænselandet og aktivt er parate til med råd og dåd at støtte Danskheden mellem Skelbækken og Ejderen.
Det er af afgørende betydning, at staten med sine millionbevillinger skaber det økonomiske fundament for det vidtspændende danske kulturelle virke i Sydslesvig. Men én af forudsætningerne herfor er bred folkelig opbakning gennem grænselandsforeninger landet over.
Også derfor må det håbes, at Hovedstadens Grænseforening ind i sit næste 100-år ikke blot kan fastholde, men forøge medlemstallet og aktiviteten, så man også i fremtiden, i takt med udviklingen, kan være med til at give håndslag over grænsen!

Æresmedlemmer:

1933:	Generalkonsul WALDEMAR HANSSEN Oberstløjtnant EDVARD RAMBUSCH
1947:	Overlæge, dr. med. JØRGEN JENSEN Skolebestyrer, cand. mag. H. T. PHYSANT
1958:	Statsaut. revisor POUL KRUUSE-JENSEN Frk. INGER ENGEL Sporvejsfunktionær FRODE SCHMIDT
1971:	Fhv. udenrigsminister OLE BJØRN KRAFT

HG's styrelse i 100-året:
Redaktør TAGE MORTENSEN (indvalgt 1951)
Fuldmægtig KLAVS MØLHOLM (indvalgt 1952)
Skoleinspektør GUDRUN HAAGES (indvalgt 1957)
Landsretssagfører HERMOD LANNUNG (indvalgt 1961)
Skoleinspektør JØRGEN HAAHR (indvalgt 1961)
Redaktør, fhv. rådmand POUL MELGAARD (indvalgt 1967)
Sognepræst ARNE SIGVARTSEN (indvalgt 1967)
Bibliotekar, fhv. borgerrepræsentant NIELS M. ULDALL (indvalgt 1968)
Forlagsleder FINN RISUM (indvalgt 1968)
Bankrevisor JOHN U. JENSEN (indvalgt 1968)
Landsretssagfører BENT WELLEJUS (indvalgt 1976)
Trafikfunktionær ERIK OLSEN (indvalgt 1976)

Kontorbestyrer:
Trafikfunktionær ERIK OLSEN (siden 1960)